Ophavsret og oplevelsesøkonomi – 26. marts 2009
Ophavsretsbrancherne udgør selve kernen i oplevelsesøkonomien. Det var et af budskaberne de omkring 70 deltagere fik med sig hjem efter en eftermiddag på Christiansborg den 26. marts. Konferencen stod i ophavsretten og oplevelsesøkonomiens tegn og gav plads til producenter, kunstnere og politikere.
Budskabet om ophavsretsbranchernes store betydning for den danske oplevelsesøkonomi blev leveret af Mark Lorenzen, der er lektor ved Copenhagen Business School. Mark Lorenzen har igennem længere tid forsket i blandt andet forholdet mellem ophavsret og oplevelsesøkonomi. I 2006 var han hovedmanden bag en rapport om emnet.
Mark Lorenzen redegjorde for, hvordan der er en meget større volumen i ophavsretsbrancherne end i eksempelvis de højteknologiske. Dette skyldes blandt andet, at ophavsretsbrancherne rækker udover egne rækker og har stor indflydelse i brancher. Han påpegede også, at der er en meget stor positiv vækst i ophavsretsbrancherne samt at særligt værditilvæksten er meget markant her i forhold til alle brancher i Danmark.
IDE > Formatering > Eksport
Formand for Producentforeningen og administrerende direktør i STV, Rene Szcyrbak, bidrog med konkrete eksempler på, hvordan også producenter nyder godt af ophavsretten. Han forklarede, hvordan at ophavsretten har en enorm betydning for producenter særligt i forhold til at tjene som beskyttelse af investeringer.
Et af eksemplerne Rene Szcyrbak gav på konferencen, var hvordan ideer til eksempelvis programudsendelser kan formateres og siden hen eksporteres til udenlandske markeder. Ophavsretten er dermed med til at sikre en indtjening for producenten og derudover til gavn for samfundsøkonomien.
Det tager lang tid at få ideer
Blandt panelets deltagere deltog også Anne Dorthe Michelsen og Ivan Pedersen. Ivan Pedersen beskrev den udvikling, han selv har været igennem i forhold til den digitale revolution, der blandt andet har påvirket musikbranchen en hel del. Fra at have været meget skeptisk lod han nu forstå, at han var optimist på rettighedshavernes vegne.
For udover de store udfordringer der er omkring den teknologiske udvikling, er der samtidig også meget store muligheder for rettighedshavere. Blandt andet at det er muligt for også mere ukendte kunstnere at opnå et meget stort publikum globalt. 
Anne Dorthe Michelsen tog udgangspunkt i, at ophavsretten er det faste fundament for hendes kreative muligheder.
Hun understregede, at det selvfølgelig er lysten eller passionen til at skabe, der holder hende i gang – men var det ikke for ophavsretten, satte hun spørgsmål ved, om hun ville være fortsat som kunstner. Blandt andet fordi at det tager meget lang tid at få ideer – særligt når kunstnere også gerne vil eksperimentere med mere skæve forsøg og vinkler.
Derfor udbad hun også om forståelse fra politisk hold om, hvorfor ophavsretten er vigtig.
Bred forståelse og respekt om ophavsretten
Netop den politiske dimension afsluttede konferencen hvor kulturpolitikere fra Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og De Konservative kom med deres syn på mulighederne og udfordringerne ved koblingen mellem ophavsret og oplevelsesøkonomi.
Generelt for alle de politiske indlæg var, at der var stor glæde for, at konferencen præsenterede en positiv vision for samspillet mellem ophavsret og den danske samfundsøkonomi. Flere gjorde opmærksom på at spørgsmål om ophavsret ofte kommer til at blive diskuteret i et lys, der kun handler om piratkopiering mv.
Formanden for Folketingets Kulturudvalg, Karin Nødgaard (DF) understregede blandt andet i hendes indlæg væsentligheden af, at der er en høj grad af dialog mellem aktørerne. Og netop dialogen mellem Christiansborg og rettighedshavere og andre med en stor interesse for ophavsret blev understreget af flere andre.
Konferencen var dermed med til at give et fornyet grundlag for samarbejdet bredt omkring ophavsretten i Danmark – og ikke mindst udviklingspotentialet.