Det er let for andre at tilegne sig en ophavsmands værk. Dette er årsagen til, at der er behov for noget, der hedder ophavsret.

Når sangskriveren har skrevet en sang, sikrer den almindelige ejendomsret, at andre ikke må stjæle det papir, sangen er skrevet på, eller den cd, den er optaget på.


Men ejendomsretten beskytter ikke mod kopiering og distribution af sangen. Det er kun gennem reglerne om ophavsret, at det er forbudt at stjæle det, andre har skabt inden for litteratur, musik, billedkunst, film osv.

Meningen med ophavsretten er selvfølgelig ikke, at værkerne skal holdes langt væk fra publikum. Meningen er, at så mange som muligt skal have adgang til værkerne; det skal blot foregå på den måde, at de, der udnytter værkerne, har fået tilladelse fra dem, der har skabt værkerne. Ophavsmanden har derigennem en vis kontrol med udnyttelsen.

Pointen er, at ophavsmanden giver tilladelse og får en rimelig betaling. Det er ophavsretten i en nøddeskal. Desuden beskytter ophavsretten den såkaldte droit moral, som navnlig er ophavsmandens ret til at modsætte sig forvanskninger og andre krænkende ændringer af værker.

Ophavsretten beskytter ikke ideerne, kun de konkrete værker. Værkernes idéindhold er derfor frit tilgængelige for alle, således at ophavsretten ikke bremser den kunstneriske udvikling. Inspiration er tilladt, pirateri er ikke.

Man kan spørge: Hvorfor skulle det også være tilladt for andre bare at udnytte et værk, fx en bog, som en forfatter har skrevet? Mange forfattere er freelancere, der forsøger at leve af at skrive. Ophavsrettighederne er deres levebrød.

Selv uden ophavsretsbeskyttelse kunne en forfatter tjene penge på sin bog. Forfatteren kunne kræve penge af forlaget for overhovedet at aflevere manuskriptet, og forlaget ville være bundet af aftalen. Men honoraret ville ikke blive særlig højt, da et hvilket som helst andet forlag til enhver tid blot kunne kopiere bogen og udgive den uden forfatterhonorar.

Prisen på bogen måtte derfor ikke belastes særligt meget af honorarudgifter – ellers ville forlaget blive udkonkurreret. Samtidig ville salget af bogen, både originalen og kopierne, være begrænset, da alle, inkl. skolerne, lovligt kunne fotokopiere bogen og fremstille kopier.

Desuden skulle staten, hvis man ville sikre fortsat udgivelse af kulturelt vigtige litterære værker, finansiere omfattende støtte til forfattere og forlag.

En afskaffelse af ophavsretten ville derfor dels resultere i udgivelsen af betydeligt færre nye bøger, dels forøge statens udgifter til kulturstøtte.

Ophavsretten handler ikke udelukkende om at sikre beskyttelse og dermed indtægtsgrundlag for forfattere, malere og andre enkeltstående kunstnere. Ophavsretten handler i praksis mindst lige så meget om, at forlag, plade- og filmselskaber, softwarefirmaer og andre virksomheder inden for medie- og underholdningsindustrien har behov for en retsbeskyttelse mod andres uautoriserede tilegnelse af virksomhedens produkter.

Det almindelige system går ud på, at det under alle omstændigheder er en individuel person, der har ophavsretten til sit værk – eller medophavsret til et værk, som han eller hun har været med til at frembringe – og at virksomheden så erhverver rettighederne til værket i kraft af aftaler; derefter er det virksomheden, der er rettighedshaver.

Beskyttelsesbehovet og -omfanget er det samme, uanset om det drejer sig om en enkeltstående forfatter eller en virksomhed som Egmont eller Disney. Den ophavsretlige regulering er derfor ikke alene et spørgsmål om kulturpolitik; det er i høj grad også et erhvervspolitisk emne.

I forbindelse med diskussionen om ophavsret og internettet er der mange, der giver udtryk for, at det også set med rettighedshaverøjne må være bedst at lægge værkerne ud kvit og frit.

Men kernen i ophavsretten er, at rettighedshaverne selv skal have ret til at bestemme, om deres værker skal stilles gratis til rådighed på internettet – ingen bør fratage dem denne selvbestemmelsesret. Om det giver mersalg eller ej, er rettighedshavernes egen vurdering.

Såkaldt open source, freeware, Creative Commons og lignende systemer er således på ingen måde i modstrid med ophavsretten; der er blot tale om, at nogle rettighedshavere frivilligt afskriver deres rettigheder i større eller mindre grad, og det er naturligvis helt i overensstemmelse med ophavsretslovgivningen.