Ophavsmænd:
Ophavsretsloven beskytter forskellige grupper af rettighedshavere. Bl.a. ophavsmænd, de skabende kunstnere, der frembringer litterære værker (fx romaner, radiomontager), musikværker (fx noder), sceneværker (fx skuespil), filmværker (fx spillefilm og tv-programmer) og kunstværker (fx malerier og fotografier).

Ikke alene kunst og litteratur i gængs forstand, men også faglitteratur, journalistik, videnskabelige redegørelser og andre praktisk orienterede frembringelser omfattes af beskyttelsen; det gælder f.eks. også tekniske tegninger, edb-programmer og kunsthåndværk. Også den, der bearbejder et værk, fx oversætteren af en udenlandsk roman eller tv-udsendelse, nyder beskyttelse som ophavsmand.

Udøvende kunstnere:
Ud over ophavsmænd har især udøvende kunstnere, pladeproducenter, film- og tv-producenter samt radio- og tv-stationer rettigheder ifølge loven. Disse kaldes nærtstående rettigheder - de er nærtstående i forhold til ophavsmændenes rettigheder.

Udøvende kunstnere er de musikere, sangere, skuespillere, dansere m.fl., der fremfører værker, fx ved at spille musik eller medvirke i en film.

Producenter:
Pladeproducenter er de pladeselskaber, der i økonomisk forstand producerer cd'er og dvd’er. Radio- og tv-stationer er de foretagender, der står bag radio- og tv-udsendelser.

Film- og tv-producenter er de selskaber, der i økonomisk forstand producerer film, tv-programmer, dvd, blueray m.v. Disse producenter har også selvstændige rettigheder efter den gældende ophavsretslov.

Udgivere:
Forlag, aviser og tidsskrifter har ingen selvstændige rettigheder efter ophavsretsloven, men de er også rettighedshaver, fordi de erhverver rettigheder efter aftale med forfattere, journalister m.v.

Personlige rettigheder og producentrettigheder

De rettigheder, der efter lovgivningen tilkommer ophavsmænd og udøvende kunstnere, er personlige: Rettighederne opstår hos den fysiske person, der har frembragt værket, udført præstationen eller taget det fotografiske billede.

I modsætning hertil er reglerne om pladeproducenter, film- og tv-producenter samt radio- og tv-stationer udtryk for en producentbeskyttelse: Rettighederne opstår hos det selskab - den juridiske person - der står økonomisk bag fonogrammet, filmen, tv-programmet m.v.

Ophavsretsloven i hovedtræk

Lovens kap. 1 indeholder de grundlæggende bestemmelser om ophavsretsbeskyttelsen. Ophavsrettens genstand er litterære og kunstneriske værker, herunder musikværker og filmværker (§ 1). Ikke alene kunst og litteratur i gængs forstand, men også praktisk orienterede frembringelser omfattes af ophavsretsloven, bl.a. edb-programmer. Der stilles under alle omstændigheder krav om værkshøjde, dvs. at frembringelsen skal være resultatet af en selvstændig, skabende indsats.

Beskyttelsens subjekt er ophavsmanden: den, der har skabt (frembragt) værket (§ 1). Har to eller flere ophavsmænd samarbejdet om frembringelsen af et værk, har de ophavsretten i fællesskab (§ 6). Hvis ophavsmanden har overdraget sine rettigheder til fx en producent (jf. nedenfor om kap. 3), er det producenten, der kan gøre den ophavsretlige beskyttelse gældende.

Der stilles ikke formalitetskrav til beskyttelsen, som derfor opstår fra og med værkets frembringelse. Copyright-mærket © er ingen betingelse for at have ophavsret. Det er udelukkende værkets konkrete udformning, der beskyttes, ikke de tilgrundliggende ideer og principper.

Også den, der bearbejder et værk, fx en oversætter, nyder beskyttelse som ophavsmand (§ 4). Det samme gælder den, der sammenstiller værker i et samleværk (§ 5). Uden for beskyttelsen falder love, domme og lignende offentlige aktstykker (§ 9).
Den ophavsretlige beskyttelse består af dels økonomiske enerettigheder (§ 2), dels ideelle rettigheder (§ 3).

Den økonomiske eneret er en eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden. Beskyttelsen vedrører brug af værket i oprindelig såvel som i ændret skikkelse. Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når det fremføres offentligt, eller når eksemplarer af værket spredes til almenheden (ved salg, udlejning, udlån el.lign.) eller vises offentligt. På grundlag af eneretten kan ophavsmanden forbyde andre at bruge værket; tilladelser til at bruge værket kan betinges af et vederlag. Tilladelser kaldes generelt overdragelse af ophavsretten, jf. nedenfor om kap. 3. Der gælder en række indskrænkninger i den ophavsretlige eneret, jf. nedenfor om kap. 2.

De ideelle rettigheder, droit moral, har to forgreninger: For det første har ophavsmanden krav på at få sit navn angivet ved brug af værket. For det andet må værket bl.a. ikke ændres på en måde, der er krænkende for ophavsmandens anseelse eller egenart som kunstner. Ophavsmanden kan kun i begrænset omfang frafalde sin droit moral.

Beskyttelsestiden er fastsat i lovens kap. 4. Ophavsretten varer som hovedregel indtil 70 år efter ophavsmandens dødsår, dvs. i ophavsmandens levetid plus 70 år (§ 63). Droit moral-beskyttelsen er dog principielt evigtvarende (§ 75).

Lovens kap. 2 indeholder forskellige indskrænkninger m.v. i den økonomiske eneret, dvs. tilfælde, hvor andre kan bruge værket uden ophavsmandens tilladelse. Indskrænkningen kan indebære fri udnyttelse, hvor ophavsmanden ikke har krav på vederlag, eller tvangslicens, hvor ophavsmanden har krav på vederlag. En tredje kategori er aftalelicens, der forudsætter indgåelse af aftale mellem brugeren og en kollektiv rettighedshaverorganisation; aftalelicens anses ikke som en indskrænkning i eneretten, men som en måde at forvalte rettigheder på.

De vigtigste indskrænkninger vedrører kopiering til privat brug (§ 12) – konsumption (udtømmelse) af spredningsretten (§ 19) – citatretten (§ 22).

Kap. 3 omhandler ophavsrettens overgang til andre. Ophavsmanden kan frit overdrage sine rettigheder (§ 53). Rettighedserhververen har visse forpligtelser over for ophavsmanden m.h.t. udnyttelsespligt, ændringer, videreoverdragelse og afregning (§§ 54-57); de fleste aftaleregler kan fraviges ved aftale. Der gælder en formodning for, at filmproducenter har ret til at råde over deres film (§ 58). Arbejdsgiveren har rettighederne til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold (§ 59); hvad angår andre værksarter beror spørgsmålet på aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte ophavsmand.

Ved ophavsmandens død går ophavsretten i arv i overensstemmelse med de almindelige arveregler (§ 61). Ophavsretten til et værk kan ikke gøres til genstand for udlæg eller anden kreditorforfølgning (§ 62).

I lovens kap. 5 reguleres beskyttelsen af nærtstående rettigheder m.v. De nærtstående rettigheder omfatter udøvende kunstnere (musikere, skuespillere, dansere m.fl.) (§ 65) – fonogramproducenter (pladeselskaber m.v.) (§ 66) – film- og videogramproducenter (filmselskaber m.v.) (§ 67) – radiofonier (radio- og tv-selskaber) (§ 69). F.s.v. angår udøvende kunstnere og fonogramproducenter gælder der i praksis de samme beskyttelsesregler som for ophavsretten. M.h.t. offentlig fremførelse af fonogrammer er der dog en tvangslicens (§ 68).

Producentbeskyttelsen af film og andre levende billeder svarer i store træk til beskyttelsen af fonogramproducenter. Beskyttelsestiden for de nærtstående rettigheder er 50 år efter hhv. fremførelsen, optagelsen og udsendelsen, subsidiært efter den første offentliggørelse eller udgivelse.

Herudover beskyttes fotografer (§ 70) og fremstillere af kataloger og databaser m.v. (§ 71). Fotografier med værkshøjde beskyttes også som fotografiske værker. Katalogbeskyttelsen drejer sig om sammenstillinger af et større antal oplysninger – i fx telefonbøger og databaser – og varer 15 år.

Lovens kap. 6 indeholder særlige regler om titelbeskyttelse m.v. (§ 73), signering af kunstværker (§ 74) ,  droit moral efter ophavsrettens udløb (§ 75) samt regler om forvaltning af rettigheder til offentlig fremførelse af musikværker (§ 75 a).

I lovens kap. 6 a er der regler om beskyttelse af kopispærringer og andre tekniske foranstaltninger (§§ 75 b-75 d) og af elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning (§ 75 e).

Kap. 7 vedrører retshåndhævelse. Ophavsretskrænkelser og andre overtrædelser af loven kan sanktioneres i form af straf (§ 76), erstatning og godtgørelse (§ 83) samt inddragelse m.v. (§ 84). Der er som hovedregel privat påtale (§ 81), men anklagemyndigheden kan på begæring rejse påtale i piraterisager og lign. (§ 82).

I h.t. bestemmelserne i kap. 8 gælder loven som udgangspunkt kun for værker og præstationer m.v., der har tilknytning til Danmark eller et andet EU/EØS-land. Der er hjemmel til at udvide beskyttelsen i forhold til andre lande (§ 88); hjemlen er udnyttet i udlandsanordningen, således at værker og præstationer m.v. fra andre lande, der har tiltrådt de samme internationale konventioner som Danmark også nyder beskyttelse i h.t. bestemmelserne i ophavsretsloven.

Lovens kap. 9 indeholder forskellige ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. Den gældende ophavsretslov trådte i kraft den 1. juli 1995.