Af JENSLYSDAL NÆSTFORMAND I KOMPONISTFORENINGEN DJBFA

PIRATE BAY mener, at de er i deres gode ret til at konstruere et system, der gør det let for millioner af musikbrugere at kopiere sange uden betaling til kunstnerne.

De mener, at de i bedste David versus Goliat-stil er bannerførere for en retfærdig kamp mod de onde pladeselskaber og samtidig ædelt forsvarer ytringsfriheden.

Lad mig prøve med et tankeeksperiment: »Vi har i et stykke tid syntes, at købmanden burde lave en udbringningsservice for sine varer, så vi ikke selv behøvede at gå ned i butikken efter dem«. »Vi syntes faktisk selv, det var så god en idé, at vi ikke kunne vente på, at han fik det gjort, så nu går vi ned i hans butik om natten og tager varerne.

Men det er hans egen skyld, for han kunne bare have været lidt hurtigere på aftrækkeren. For vi er så glade for hans varer, ja nærmest afhængige, at enhver må kunne forstå, at så har vi også ret til at gå ned og tage dem selv. Det giver ham jo også rigtig god reklame, at vi er så vilde med hans varer, at der er indbrud hver aften.

Så vi kan slet ikke forstå, at han kalder os alle mulige grimme ting. Og sådan er det i øvrigt bare i dag; han må jo følge med tiden«. »For at hjælpe de stakler, der ikke selv kan finde ud af at begå indbrud dernede, har vi kopieret 700.000 nøgler til hans lager og spredt dem rundt i hele landet - men hvad folk vil bruge disse nøgler til, det er virkelig ikke vores sag. Og i øvrigt har det faktisk været ret dyrt og taget lang tid at lave alle disse nøgler. Vi har ganske vist tjent en pæn sjat ved at sætte reklamer på nøglerne, men så mange penge har vi altså heller ikke tjent, og vi synes, det er uretfærdigt, at nogen vil give os en bøde for det - det tror vi næsten ikke, at vi kan betale. Det ville i hvert fald begrænse vores overskud ret betragteligt«. EKSEMPLET her tager bevidst udgangspunkt i en mindre købmandsforretning.

For langt de fleste kunstnere udkommer ikke på et multinationalt selskab. Langt de fleste har selv finansieret udgivelsen helt eller delvis og skal ud over selve produktionen af musikken selv betale for promotion, tryk, foto, cover m. m.

Men argumentationsmæssigt er det selvfølgelig nemmere at kalde sin modstander for Goliat og sig selv for lille David, selv om det i de fleste tilfælde forholder sig stik modsat.

Men der findes selvfølgelig Goliat'er.

Og det er uden tvivl dem, der både procentvis og stykvis har oplevet den største nedgang i salg af musik. Og det har de af den simple grund, at de ofte har øjnene stift rettet mod, hvad der sælger mest og nemmest.

Og derfor har de også de mindst trofaste kunder; kunder, som i højere grad betragter musik som en ren forbrugsvare (hvad den i mange tilfælde også er) og derfor ikke føler nogen dybere tilknytning eller ansvarlighed over for produktet eller skaberne.

Men de mindre selskaber og de selvstændige kunstnere, og dem er der som sagt langt flere af, bliver ramt mindst lige så dødeligt af ulovlige downloads. Deres oplag er tit så små, at hvis der bliver skåret 30 pct. af salget, så er det simpelthen ikke længere muligt at producere den næste cd.

MAN KAN IKKE skære 30 pct. af et i forvejen knapt balancerende budget, og man kan ikke i nogen branche leve af at producere udelukkende underskudsgivende varer - så enkelt er det.

»Så må de bare finde på noget andet at lave«, er et almindeligt argument. Ja, og det er der også allerede en del, der har gjort. Og måske er det også o. k. Måske er det o. k., at det så er de allerskarpeste, der bliver tilbage - men det er det bare desværre ikke altid.

De, der til gengæld helt sikkert bliver tilbage, er dem, der aldrig for alvor har ment, at de skulle leve af at lave kunst, der kan flytte noget. Folk, der har det som en hobby (en musikalsk variation over Facebook), og som vil være himmelhenrykte over, at der er nogen, der gider modtage deres musik gratis.

Og hvis der er et pladeselskab, der oven i købet vil hjælpe med at udgive den mod at modtage 97 pct. af et evt. overskud, så er det da »bare fantastisk, at min musik kan være ude i verden, samtidigmed at jeg har et fuldtidsjob ved siden af«.

DET HAR JEG på ingen måde ondt af - good for them. Der er plads til al slags musik på planeten. Det, der er noget skidt, ikke mindst for samfundet kulturelt set, er, at man underminerer livsgrundlaget for de relativt få, der laver noget musik (eller film), der giver lytterne en oplevelse, der kan være med til at øge refleksionen, åbenheden og kreativiteten og dermed på længere sigt livskvaliteten.

Musik, der sætter spørgsmålstegn ved det liv, vi fører, hvor vi er på vej hen, og hvem vi er. Kort sagt det, der fra tidernes morgen har været kunstens væsentligste opgave. Og en opgave, der er mere relevant nu, end den har været meget længe.

Et af de 7 millioner David'ers kerneargumenter er, at det ville være at modarbejde ' ytringsfriheden', hvis de ikke får lov til frit at stjæle det, som andre har lagt tid, sjæl og penge i at frembringe. For det første er det ikke David'erne, der ytrer noget som helst - ud over et helt igennem forbrugerisk krav.

For det andet findes alt det materiale, de selv i årevis har stjålet og nu har banet vej for, at millioner af andre mennesker nemmere kan komme til at stjæle, meget lettilgængeligt i pladebutikkerne og på masser af lovlige downloadplatforme.

Steder, der betaler kunstnerne for de værker, der er deres økonomiske fundament for at kunne udøve deres kunstneriske ytringsfrihed.

Mangel på ytringsfrihed er i 2009 mange steder direkte forbundet med, at hele samfund udsættes for grov undertrykkelse og fratagelse af grundlæggende rettigheder og for den enkelte ofte lemlæstelse og død.

At blande det ind i, at man ikke synes, at man vil betale 8 kroner for et musiknummer, er i bedste fald lattervækkende, i værste fald uanstændigt. Under alle omstændigheder sandsynliggør det, at de egentlige bevæggrunde for Pirate Bays aktiviteter nok er andre end kampen for ædle principper.

De fleste kunstnere udkommer ikke på et multinationalt selskab.

(Indlægget er tidligere bragt som kronik i Politiken)