Skrevet af Jesper Bay Marketingdirektør i pladeselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark
(Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende den 4. maj 2009)

Karin Riis-Jørgensen (MEP, V) kommenterer tirsdag (28.4.) U2’s manager Paul McGuiness’ kommentar i Berlingske den 11. april, hvori han støtter den såkaldte ”3-strikes-and-you’re-out” model. Den går ud på at begrænse det omfattende internetpirateri ved at udsende orienterende advarsler til internetbrugere, som internetudbyderne kan konstatere benytter deres netforbindelse til piratkopiering.

Fortsætter de pågældende brugere trods to henvendelser med den ulovlige kopiering, kan deres forbindelse blive afbrudt i en afgrænset periode. Tankegangen i den franske model indeholder to elementer: For det første at gøre brugerne opmærksomme på lovgivningen og de problemer, som den ulovlige distribution af musik, film, bøger, spil osv. giver dem, der skaber produkterne og samfundet som helhed. For det andet at etablere en sanktionsmulighed, som man må tro vil lægge en dæmper på kopieringslysten. En tro, der bl.a. baserer sig på samme internet- og telebranches årelange tradition for at afbryde forbindelsen til både internet og telefon, hvis ikke man betaler sit abonnement.

Det er jo ingen nyhed, at ikke alle politikere er lige begejstrede for idéen. Men hvad der åbenbart er nyt for Karin Riis-Jørgensen er, at branchen herhjemme heller ikke har anbefalet en 1:1 overførsel af den franske model til Danmark. I den arbejdsgruppe under Kulturministeriet, hvor de involverede parter igennem længere tid har drøftet mulighederne for et samarbejde mellem internetudbyderne og indholdsproducenterne, har vi blot peget på modellen, som en af de løsninger fra udlandet, man kunne bruge som inspiration i forsøget på at finde en løsning, der passer til danske forhold og juridiske traditioner.

Og vi er helt enige med Karin Riis-Jørgensen i, at der ikke må gås på kompromis med retssikkerheden. Til gengæld er vi ikke enige i Karin Riis-Jørgensens påstand om, at (musik)branchen skulle ”modarbejde tendensen med større aktivitet på nettet”. Tværtimod. Der findes næppe nogen anden industri, der i de seneste fem år har anvendt mere energi og flere penge på at udvikle nye forretningsmodeller, som imødekommer forbrugernes ønsker om at få vores produkt – musikken – på nye måder med digitaliseringen og internettet som omdrejningspunkt.

I 2008 omsatte de danske pladeselskaber for mere end 100 mio. kr. på det digitale marked. Riis-Jørgensen nævner selv TDC Play som et oplagt eksempel, men ”glemmer” i skyndingen, at uden musikbranchens aktive medvirken fandtes den tjeneste slet ikke. Vi kan hurtigt blive enige om, at ikke alle tiltag har fungeret lige godt. Sådan er det vist i ethvert nyt marked. Man kunne også have ønsket sig endnu flere nye initiativer tidligere. Og mange er heldigvis på vej. Men med til historien hører, at risikoen ved at etablere en ny digital musiktjeneste er ligefrem proportional med pirateriets omfang. Og det er derfor, der stadig bruges tid og kræfter på at forsøge at finde fornuftige løsninger på dét problem.

Karin Riis-Jørgensen og musikbranchen kan aldrig blive uenige om, at den langsigtede løsning er at udvikle markedet, så det matcher forbrugernes behov. Men at overlade markedet til pirateri, er ikke udvikling. Det er afvikling.