|
13.11.09
Perspektiv
SVAR TIL POLITIKEN
Af Michael Fleischer Adm. Direktør SF Film A/S og Formand for Filmudlejer foreningen i Danmark
Når man læser artiklerne om internet pirateri og ophavsret i Politiken for nylig, kan man foranlediges til at tro, at det er Chris Andersons bog FREE (netop udkommet på dansk) der er anvendt som inspiration til artiklerne.
I bekræftende fald må de ansvarlige journalister have læst bogen som Fanden læser Biblen. Eller også har de måske bare læst bogomslaget.
Jeg er klar over, at alle de store bladhuse sidder med nogle gevaldige udfordringer foran sig mht. hvor de kommende indtjeningsmuligheder genereres og, hvor de helt nøjagtigt skal komme fra. Det undskylder naturligvis avisens sammenblanding af diverse begreber.
Som ansvarlig for en virksomhed, hvis forretningsmodel ene og alene er baseret på at investeringerne i forskellige former for film- og tv-rettigheder kan forrentes udelukkende ved at (for)brugerne faktisk betaler for sit forbrug, virker det ualmindelig provokerende at en avis som Politiken slet og ret argumentere for at ting skal være gratis - bare fordi det er muligt.
Det kan også undre at avisens hukommelse ikke er bedre eller var det fordi man ikke har taget sin egen medicin, da avisen for ganske nyligt viste sin version af ”gratis modellen” og efterfølgende måtte konstatere at det var langt lettere at få tilgivelse end tilladelse, bare man gjorde det sammen med en tilstrækkelig stor check.
Selvom man havde alle de fine og flotte kulturradikale argumenter for at det var i nationens interesse at trykke bogen ”Jæger – I krig med eliten”, blev det mærkelig nok hverken helt eller halvt gratis, selvom avisen både kunne og ville.
Som repræsentant for en branche der årligt anvender store summer på alle former for markedsføring og på alle andre mulige opmærksomheds fremmende initiativer kan jeg simpelthen ikke forstå hvordan Politikens gratis model kan anvendes i vores branche.
Samtidigt har jeg den skavank at jeg er enormt nysgerrig og hader når jeg ikke forstår nye begreber og fænomener og afprøver gerne nye forretningsmodeller som virker i teorien.
Politiken satser massivt på filmstoffet og jeg kan forstå at man planlægger yderligere tiltag på området de kommende måneder. Filmomtaler, filmkultur og anmeldelser har altid været godt læsestof og giver sædvanligvis mange glade læsere og tilfredse aviskunder. Branchen annoncerer derfor gerne i avisen hvor biograf og DVD kunderne jo netop befinder sig.
Men har vi ingen indtægter har vi ingen film og så har Politiken ingen filmomtaler eller anmeldelser og dermed ingen indtægter. Det er muligt Politiken sagtens kan leve uden filmbranchens produkter og annoncekroner, men inden det kommer så langt vil jeg foreslå at filmbranchen og Politiken tester en ny form for afregning.
Den der er gratis og så ser vi hvad der sker.
Chris Anderson argumenterer i sin bog for at de traditionelle økonomiske modeller står for fald når det gælder digital distribution og det har han sikkert ret i – det gælder ganske enkelt om for sådanne nogle som os, at finde nye indtægts muligheder – at få andre, der har fordele ved varens udbredelse, til også at betale for sin del af varens udnyttelse. Eller sagt på en anden måde; det bør være Politiken der betaler for udnyttelsen af vores film, hvis man anvender Andersons teser.
Så langt vil jeg dog endnu ikke gå – bare det bliver gratis at annoncere i Politiken.
Glæder mig til at modtage en ny og revideret prisliste.
|