Jesper Christensen er uden tvivl en af Danmarks førende skuespillere.

Fire gange har han modtaget den danske Bodilfilmpris. Tre gange som bedste skuespiller – blandt andet i Per Flys ’Drabet’ og ’Bænken’.

Senest er han blevet et kendt ansigt i biografer verden over som Mr. White i James Bond filmen ’Casino Royal” og spiller ligeledes med næste gang, vi stifter bekendtskab med den britiske 007 agent . 

En almindelig tirsdag formiddag fanger vi Jesper Christensen, mens han er i gang med at sætte kaffe over derhjemme.

I øjeblikket er der en stor diskussion om blandt andet skuespilleres rettigheder. Hvad er dit syn på den diskussionen?

Ja altså, der er jo mange lag i den diskussion. Men hvis vi starter med at se på USA, så er der jo i øjeblikket en konflikt under opsejling med skuespillernes fagforening derovre SAG (Screen Actors Guild). Konflikten handler jo netop i bund og grund om rettigheder dels til at have muligheden for at sige, hvad man vil være med til, og hvad man ikke vil være med til, og dels rettigheder til vores frembringelser, når de bliver lagt på nettet. Det findes der endnu ikke ordentlige aftaler for. Og det har store konsekvenser.

Tidligere kunne en skuespiller kræve et lidt mindre beløb for at deltage i en SAG produktion, fordi man så efterfølgende var sikker på at få en pose rettighedspenge udbetalt. Hvis det ikke længere er tilfældet, så bliver det selvfølgelig tilsvarende dyrere at få skuespillere til at medvirke. Det er ikke en holdbar udvikling – og vil betyde meget også for producenterne.

Er det også relevant i et dansk perspektiv?

Det vil jeg helt sikkert mene. Herhjemme er vi jo alle sammen enige om, at det er vigtigt med danske film, der også foregår på vores eget sprog. Men det danske marked er kapitalsvagt, kan man sige. Hvis skuespillere bliver nødsaget til at forlange højere betaling fra starten af en produktion, vil det selvfølgelig have en negativ indvirkning.

Man kan på den måde mene, at rettighedspengene er med til at sikre et større udvalg af film og ikke mindst mere usædvanlige og interessante film.

Hvad betyder ophavsretten for dig som dansk skuespiller?

Skuespillere er jo egentlig nogle lidt underlige frie fugle. Ser man på hele vores ”stand”, så er det langt de færreste, der har en egentlig pensionsordning. Der er selvfølgelig enkelte på Det Kongelige Teater, egnsdelscenerne mv., men det er bestemt ikke det mest udbredte. Tværtimod.

Rigtig mange skuespillere ser derfor indtægter ved rettigheder som en form for kærkommen pensionsopsparing. Foruden folkepensionen er det oftest den ”pension”, skuespillere har. Der er selvfølgelig også skuespillere, der har tjent så tilpas mange penge, at de har råd til en stor pension, men det er altså også de færreste.

Forkælede danskere
Hvordan oplever du udviklingen i din egen branche?

Jeg vil sige det sådan, at noget kunne tyde på, at den store positive bølge for dansk film nok er overstået for nu. Det handler blandt andet om, at vi har været skide forkælede herhjemme. Altså, når vi har haft danske produktioner med på filmfestivaler, er det næsten en selvfølge i dag. Sådan var det slet ikke for bare 15-20 år siden. I dag bliver det nærmest omtalt bagerst i aviserne.

Samtidig kan man også godt frygte for det politiske perspektiv på dansk film. Altså vi har jo en kulturminister, der på det nærmeste har taget verdens bedste filmlov og massakreret den. Men mange politikere bredt set vil nok helst være med, når de kan blive fotograferet ved siden af vinderen af et eller andet.

Du har haft muligheden for at arbejde i store produktioner herhjemme, men også i udlandet – senest i den nye James Bond. Hvad er forskellene på de to former?

Arbejdsmæssigt er der ingen forskel på, om jeg står ved siden af Daniel Craig eller en skandinavisk skuespiller. Det er jo mit arbejde, og det er rollen, jeg har fokus på. Det er klart, at det da er en sjov oplevelse at spille sammen med Hollywoodskuespillere. Men selve arbejdet er det samme for mig.

Så er der nogle forhold omkring selve produktionen, der er meget anderledes, når man ikke lige optager. Der er det nogle andre forhold i USA, hvor der hele tiden er en eller flere på settet, der spørger en, om man har brug for det ene eller andet. Når man er dansk opdraget, er det lidt specielt – og indimellem kan jeg næsten finde på at spørge efter et eller andet, så det ikke bliver pinligt.

Den del er anderledes – ellers ikke.

Opmærksomheden er dog lidt anderledes omkring dine internationale roller?

Jeg syntes faktisk, at der er lidt hysteri omkring nogle af de roller, jeg har haft i udlandet. Det er er jo grotesk, hvilken opmærksomhed det kan kaste af sig, at jeg har deltaget i en amerikansk film i forhold til de mange spændende produktioner herhjemme.

Det er en del af en tendens, hvor vi er begyndt at undervurdere vore egne frembringelser set i forhold til USA’s mediegigant. Vi tror ikke, vi er ligeså gode, hvilket er det rene vrøvl.

Og en anden tendens, hvor stadigt færre journalister har tid til at undersøge sagerne selv, men stiller sig tilfredse med at skrive af efter pr-materialet, de får tilsendt af filmselskaberne eller efter internationale nyhedsbureauer.