I foråret udgav sangskriveren og musikeren Annika Aakjær sit første album ’Lille filantrop’.

Det blev skabt på baggrund af sange skrevet af den 25 årige nordjyde over fire år, og blev utroligt flot taget imod i en række anmeldelser.

Hun har varmet op for Thomas Buttenschön i foråret og har sin egen turné i løbet af efteråret. Det er altså en musiker med fuld gang i karrieren, vi møder på en af Københavns tagterrassecafeer.

” Jeg vil skrive sange, der holder! Sange, der også skal sige mennesker noget om 10 eller 20 år”. Sådan starter Annika Aakjær interviewet og følger det op med, ”at det grundlæggende handler om at ændre verden”. Missionen må altså sige at være meget klar. Hun virker faktisk også meget afklaret.

Det har taget fire års slid at nå dertil, hvor hun er i dag. Fire år, hvor honoraret for en koncertoptræden ikke nødvendigvis dækkede udgifterne til transport, og hvor der indimellem skulle lidt penge op af egen lomme for at få det til at løbe rundt.

Det skal være lidt svært
Men det skal være lidt svært, lyder det fra den rødhårede musiker. ”Jeg skriver sange og spiller musik, fordi jeg vil og fordi, at jeg ikke kan lade være. Der er ingen vej udenom. Der er slet ingen tvivl om, at jeg ville være ulykkelig, hvis jeg ikke gjorde det, jeg gør nu.”

I opstartsfasen, hvor indtægterne ikke strømmer ind, er det derfor en velkommen check, der en gang om året dumper ind af brevsprækken fra KODA. ”Jeg bliver jo ikke rig af de penge, jeg får fra KODA – i hvert fald ikke lige nu. Men der er ingen tvivl om, at de har været en stor hjælp og givet muligheder for eksempelvis at købe en ny guitar og den slags”. Hun understreger, at for hende er det vigtigt at bruge den økonomiske støtte fra KODA til at udvikle sig selv og sin musik.

Ikke som så mange andre
Selvom flere gør forsøget, er det svært at kategorisere Annika Aakjær som person i almindelighed og hendes musik i særdeleshed. Og det passer hende meget fint. ”Jamen, der har måske været lidt en mangelvare på min slags – og det er dejligt, at når jeg sammenlignes med andre, så bliver man nødt til at fremhæve forskellige musikere. Jeg vil helst ikke placeres i én bestemt bås”.

At det er indholdet, hendes publikum falder for, er hun ikke i tvivl om. ”Altså, jeg ser jo meget almindelig ud, og er faktisk rigtigt stolt af, at sådan en som mig kan få succes, så må det jo være fordi, at jeg laver noget god musik og sange, som folk kan li’”.

Annika Aakjærs koncerter er en blanding mellem hendes musik og historiefortællinger. Ofte bliver hendes sange ledsaget af en monolog af større eller mindre varighed. ”Historierne, der kommer, er en del af mig og en del af sangene. Det er måske også et redskab, jeg bruger for at tæmme publikum, kan man sige”.

Udsigt til nye dimensioner
Selvom hun er glad for at skrive sange og optræde med dem, vil Annika Aakjær meget gerne også udvikle og bruge andre dele af sit kunstneriske talent. Både for ikke at løbe sur i sangskrivningen og være ’tvunget’ til at udgive et album hvert andet år. Men også fordi, at hun gerne vil veksle imellem sine muligheder for at udtrykke sig.

”Om fem eller ti år håber jeg stadig, at jeg skriver sange – og at folk gider at høre på dem. Men jeg vil også meget gerne afprøve andre sider af mig selv. Jeg har altid holdt meget af at spille teater, så det var en mulighed – men det kunne også være at skrive mere fx”. Det er blandt andet det positive forløb omkring ’Lille filantrop’, der har givet selvtilliden til i højere grad turde stole på sit talent og tage chancen.

Men ligegyldigt hvad fremtiden bringer for Annika Aakjær, vil der stadig gælde et dogme. ”Jeg vil altid sige min mening, og de ting, jeg laver, skal holde – ellers gider jeg ikke. På den måde kan jeg måske være med til at ændre verden lidt efter lidt.”