Allan Olsen har sunget og spillet næsten hele livet.

Han blev i hvert fald i en meget tidlig alder bevidst om, at musikken var en mulighed for at leve det liv, han gerne ville uden for alvor at skulle forholde sig til det at være voksen.

I starten af november udkom en kombineret cd/dvd med en koncertoptagelse fra Amager Bio. Dermed bliver diskografien udvidet fra 13 til 14 plader. 

”Når jeg er på scenen, og folk kommer for at se mig, så svarer det jo til at gå i biografen. En film kan jo hurtigt koste flere 100 millioner dollars, eller hvad ved jeg. Det er det, jeg er oppe imod. Eller nogen der har brugt flere år på at skrive en roman. Så altså, man kan godt blive lidt trykket, når man laver de sammenligninger. Folk skal jo have valuta for pengene.”

Vi mødte Allan Olsen til en snak inden en koncert på Amager, hvor folk bestemt følte, at de fik valuta for pengene.

Musikalsk har det været svært for både publikum og anmeldere at placere Olsen. Men det er heller ikke nødvendigvis meningen, mener Allan Olsen selv.

Forholdet til publikum
”For mig er det vigtigste, at det udtryk, som jeg søger i de enkelte kompositioner, bliver så tæt på fuldbragt som muligt. Hvad de så kalder det bagefter, er jeg egentlig ligeglad med. Jeg mener, at der er en form for fattigdom blandt dem, der skriver om det, vi i min profession laver. Allerhelst vil de gerne putte folk i kasser og kategorisere dem i forhold til noget, folk i forvejen kender. I bedste fald er det et incitament til at bevæge sig et andet sted hen. Om ikke for andet så for at drille. Og man skal nu ikke underkende det at drille.”

Det er ikke nødvendigvis kun anmelderne, Allan Olsen driller med sine skift i sit musiske udtryk. Også publikum bliver udfordret af musikken, der har udviklet sig meget siden starten af karrieren. Det har betydet, at nogle måske er faldet fra i mellemtiden, men det har ligefrem været en kalkuleret handling indimellem.

”Jeg er så heldig, at jeg fra starten har haft et meget engageret publikum. Virkelig hardcore fans. I sådan en grad at jeg faktisk på et tidspunkt besluttede mig for at lave noget så anderledes, at jeg kom af med nogen af dem. Det lykkedes i det store hele også meget godt. Sådan er det”.

Størstedelen af Olsens publikum hænger nu ved endnu – og igennem de senere år er det endda blevet udvidet mere og mere. Olsen selv tror, at det hænger sammen med, at mange af dem, der har været med fra starten, nu har børn, og de begynder at dukke op til koncerterne.

”Ja, de er blevet pint med min musik derhjemme på grammofonen eller cd afspilleren af forældrene i deres barndom. Nu kommer de selv til mine koncerter – særligt når jeg har et band med – og så kan de sangene. Det undrede jeg mig en del, men jeg har så talt med nogle af dem og fundet ud af, at det er sådan det hænger sammen. Og så kan de nok også li’ min musik.”

Udover at Olsens sange er blevet spillet derhjemme, er der også en anden årsag til, at der nu også dukker en stor portion yngre mennesker op til koncerterne.

”Jeg tror, at unge godt kan li’, at der tit går noget galt i mine sange. Der er nogen, der kommer til skade eller dør i mine sange, eller de handler om handicappede eller freaks. Det kan de godt li’. For den grundpopkultur de tilbydes via The Voice eller P3, det er tomme kalorier.”

Olsens EGNE sange
Til koncerter bliver Allan Olsens sange ofte pakket ind i en historie eller to. Mange af anekdoterne er gengangere, der følger det trofaste publikum som gamle venner, mens Olsen indimellem tillader sig at variere lidt og måske ligefrem tilpasse historierne til situationen.
En stor del af Allan Olsens indtægter kommer fra det, han selv kalder arbejdsfrie indtægter. Men rettighederne til sangene handler om mere end blot penge.

”Det er klart, at ophavsret er en del af det, jeg lever af. Jeg vil ikke sige, at KODA afregningen er en inspiration for mig. Man kan nok sige, at jeg er af den gamle skole, hvor vi ikke har så mange tanker om ophavsret. Det, det handler om, er at spille sangene.”

”Men det, der er vigtigt for mig, er, at det jeg skriver på et stykke papir, det er mit. Det betyder ikke, at andre ikke må spille dem – men det er mine sange. ”

Og Olsens sange er helt bestemt helt specielle. Det bliver han både beundret og kritiseret for. Albummet Onomatopoietikon fra 2000 havde en sang med, der har titlen ”Næsen”. Den handler om en mand, der går rundt og snuser til undertøj.   

”Der var journalister, der forarget spurgte til den sang, og om man overhovedet kan tillade sig at synge om sådan noget. Men så snakkede vi om det – og så kendte de pludseligt også en, der var sådan på deres gamle kollegium eller et eller andet. Det er alment kendt, det kan man godt snakke om. Men når det kommer i en sang….Det viser, hvor stærkt et medie en sang er, og jeg har altid interesseret mig for, hvor langt man kan gå – hvor tæt man kan gå på grænsen af nogle tabuer.”

Men det er vigtigt for Allan Olsen, at hans sange berører folk på den ene eller anden måde. På et tidspunkt udtrykte han det sådan, at hans sange enten skal få folk til at grine eller græde.

”I et tv program blev jeg spurgt om, hvorvidt en sang skal komme fra hjertet – hvortil jeg svarede, at en sang skal komme til hjertet. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og føler stærkt – jeg skriver bare. Jeg skriver fortrinsvis om det, der står i Ekstra Bladet. Hvad der er sket i Næstved eller på Lolland, det danner billeder for mig. Og så skal det jo helst ramme – ellers kan det være lige meget.”