20 mio. kr. til Musikzonen – dansk musik, erhverv og forskning spiller sammen i nyt projekt
Oplevelsesøkonomien er i vækst i Danmark, og nu er der skudt gode penge i den – specifikt efter musik som kerne til vækst. Musikzonen, der samler flere end 50 aktører inden for musik- og erhvervslivet, har i dag fået 9,4 mio. kr. fra Erhvervsministeriet globaliseringsmidler – hertil lægges en medfinansiering på 50 pct.
Musikzonen samler de væsentlige aktører i Danmark inden for musik, erhverv og forskning med det formål at vækste dansk musik som en vigtig del af produkter og services. Musik er et afgørende parameter for Danmarks konkurrenceevne på det globale marked, og nu er der penge til at løfte området væsentligt.
KODA, der har taget initiativ til at søge midlerne hos Erhvervs- og Byggestyrelsen, glæder sig på vegne af musikken og erhvervslivet i Danmark over, at der nu er bekræftelse på midlerne til projektet. ”I KODA har vi oplevet en fantastisk opbakning fra de øvrige 50 deltagere i Musikzonen. Vi ser os selv som brobyggere imellem kunst og erhvervsliv, og vi oplever dagligt, hvordan mødet imellem de to verdener beriger og udvikler sig med gensidig respekt for hinandens kompetencer. Vi ønsker, at Musikzonen i endnu højere grad end nu skal være med til at facilitere dette møde,” siger markedsdirektør i KODA, Trine Nielsen.
Danmark er foregangsland Musik bliver brugt flere og mere utraditionelle steder. Flere brugere på alle niveauer anvender musik strategisk, primært i deres relationer med omverdenen - fx til reklame og markedsføring,. Herudover oplever dansk musik stigende popularitet herhjemme og stor succes i udlandet. – Og Danmark er - som følge af et unikt samarbejde mellem aktørerne i branchen - first movers med nye forretningsmodeller inden for musik.
Denne vækst i musikken skal forstærkes, og nu har vi den økonomiske saltvandsindsprøjtning til det! Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund (DMF) siger: ”Dansk musikliv takker for det boost, der er kommet fra erhvervsministeren. Grundlæggende støtter erhvervsministerens op om den udvikling, der er i gang som følge af digitaliseringen inden for musikken - fra komponisten og musikeren ud til brugeren. Musikzonen er det perfekte værksted for udvikling af forretningsmodeller og indsamling og afprøvning af nye ideer ind i den digitale tid.
Både for dansk musik på hjemmebane og udadrettet - eksempelvis ved eksport af dansk musik. Det fremmer udviklingen af gode digitale løsningsmodeller for fremtidens brug af musik. Til glæde og gavn for forbrugere, musikkens kunstnere og musikkens formidlere og udbydere.”
Også pladeselskaberne er med. Henrik Daldorph, direktør i Sony Music og formand for brancheforeningen IFPI påpeger, at det er et meget positivt signal fra Erhvervsministeriet. "Det kommer på det helt rigtige tidspunkt", tilføjer han med henvisning til, at det digitale markeds muligheder for alvor begynder at manifestere sig i disse år. ”Digitaliseringen giver helt nye muligheder for både kunstnerne og producenterne til at skabe musikalske oplevelser til såvel hjemmemarked som eksport.
Sammen står aktørerne stærkere og kan bruge Musikzonen til at udvikle nye ideer, projekter og forretningsmodeller, opsamle og dele viden, og – frem for alt – sikre et fortsat højt kvalitetsniveau for dansk musik i alle genrer," siger Daldorph. Musik giver indhold til produkterne Ifølge Tore Kristensen, der forsker i strategisk design på Copenhagen Business School, vil indspillet musik blive brugt i stadigt flere nye medier og teknologier og til helt nye værdiskabelser og forretningsmodeller. Med den placering Danmark allerede har på området, vil det bidrage til en formidabel vækst på området, mener han. DI ITEK –
Dansk Industris brancheorganisationen for IT, Tele, Elektronik og Kommunikation - bakker op om Musikzonen, fordi der er en global tendens til, at man orienterer sig mod software i stedet for hardware. Det er indhold, der sælger varen, og her kommer musik ind som en vigtig spiller. ”For blot få år siden valgte forbrugerne produkter ud fra fysiske features og design. Nu vælger de ud fra de muligheder, produktet har – senest med iPhone som et fantastisk eksempel. Det betyder, at man som leverandør af fysiske produkter - fx pc, mobiltelefoner og musikudstyr - fremover skal være i stand til også at tilbyde tillægsydelser i form af unikt og innovativt indhold – som både kan modtages og videreudvikles af forbrugerne selv. Det tror vi på, at Musikzonen kan bidrage til at perspektivere,” siger chefkonsulent John Kristensen, DI ITEK.
Fra TDC lyder det samstemmende: "Danmark er i udlandet anerkendt for at være meget langt fremme med digitale musikløsninger, og i TDC har vi bl.a. oplevet en fordobling af det digitale marked for musik i 2008. Det forspring skal vi være gode til at udnytte. Derfor er det meget positivt, at Erhvervsministeriet sætter fokus på musikken. Vi går ind i projektet med henblik på at eksperimentere med de nye digitale medieplatforme, så talentmassen i dansk musik kan få indsigt og erfaring i brugen af dem til distribution, markedsføring og community- og netværksopbygning. Det er en vigtig vej til at styrke dansk musik både herhjemme og i udlandet," siger musikdirektør Mikael Jensen, TDC.
Fakta om Musikzonen
Pengene til Musikzonen er søgt fra ”globaliseringsmidlerne”, der skal styrke Danmark i det globale samspil. Musikzonen har fået 9,4 mio. kr., og aktiviteterne medfinansieres med min. 50 pct. Se også pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet. Teknologisk set har Danmark særdeles gode platforme for udviklingen af Musikzonen.
Danmark har den største udbredelse af bredbånd pr. husstand i OECD, og nye mobile bredbånds-teknologier sikrer, at musik kan tages med på "farten" - uanset tid og sted. Musikzonens konsortie består af: KODA, IFPI, DMF, KODA, Danske Erhverv, DI/TEK, TDC, CBS, ROSA/SPOT, Rytmisk Musikkonservatorium og Danmarks Eksportråd.
Læs mere hos:
KODA